Kære venner - nu skal I høre endnu en historie om underlige Sri Lanka!
Mellem de forskellige udsendte (expats) er der en generel enighed om at "man ca. ved 10% af hvad der virkelig foregår her i landet" når man har været her et stykke tid, dvs. mindst 2 år. Faktisk er det 'top-notch' eller rigtig godt gået, hvis man kan nå et sådant højt forståelsesniveau. Det gælder alt fra forretning, økonomi, politik, sociologi, kultur, sædvaner, adfærd og historie, og det niveau afhænger naturligvis yderligere af om man snakker Sinhala eller Tamil eller ikke.
Ofte står vi i et dilemma når vi skal træffe valg og beslutninger, for vi udlændinge ved meget lidt om hvad der er "rigtigt og forkert" i denne kontekst. Men Sri Lankanerne ved udemærket godt at de værdier vi har (fx. mod korruption, demokratisk praksis eller kønsroller) eller den rationalitet, som vi normalt anvender i Skandinavien, ikke er ret mange potter pis værd hernede. De kan nemt omgå os og vi bliver konstant udfordret på dette.
Et af de største områder for korruption er "kick back" - dvs. at man betaler hinanden penge for at få kontrakter i hus, eller bare almindelige penge-under-bordet fx. hvis man skal have et serviceeftersyn af sin bil. Et andet område er falske kvitteringer; du sender en chauffør afsted med penge til at købe fx. papir og han laver en aftale med forhandleren om at skrive prisen kunstigt op på kvitteringen, og så deler de restancen i døren. Man hører også om lokale partnerorganisationer, som lægger pres på ansatte for at få støtte til netop deres projekt, hvorefter de lover kick-back til den relevante person.
Kirkens Nødhjælp (KN) har som alle andre organisationer et sæt af regler og guidelines, der skal sikre at KN ikke havner i slige gustne underhåndsaftaler. Der skal indhentes mindst 3 tilbud på alle aftaler og udgifter som er over 10,000 rupees (ca. 500 DKK) - dvs. det er Netto udgaven af en licitationsproces. Vi har formularer som skal liste kriterierne således at vi kan sammenligne tilbuddene; et udvalg skal nedsættes (og her er det vigtigt at habilitetsspørgsmålet er vurderet - dvs. kan de ansatte siges at være habile nok til at være med?), og så skal udvalget diskutere de indkomne forslag og træffe det for KN bedste valg omkring pris og kvalitet. Det er ofte voldsomt arbejdskrævende idet beslutningerne skal være gennemsigtige og dokumenterede (nedskrevne), således at vi til enhver tid kan vise ledelsen i Oslo og vores revisorer at tingene er gjort efter retningslinierne. Jamen, det lyder jo ganske fint - ikke sandt!
Men, men...hvis man som leder af et kontoret her tror at den "hellige ko så er vel forvarret" - så er man hamrende naiv. Jeg skal konstant være involveret, stille spørgsmål og sikre bare en smule forsvarlighed.
Lige nu er KN igang med at skifte biler - vi har en 4WD som primært er til projektbesøg uden for Colombo - ofte i svært tilgængeligt terræn - og til skolekørsel. Derudover har vi en lille city car til alt det daglige (postkontor, betaling af regninger, hente besøgende i lufthavnen etc.).
Der er indhentet tilbud fra 4 forskellige firmaer, hvor vores kriterier er fulgt. Men papir er taknemmeligt så bilerne skal ud til eftersyn og prøvekørsel. Her ryger 50% som regel! Men der er ingen grænser for hvad ejerne af disse firmaer vil gøre for at slikke røv på cheferne i KN og for at lægge pres på fx. chaufførerne. Det er den normale praksis her, dvs. man brown-noser op og sparker nedad.
I fredags havde vi bl.a. en Nissan X-trail til prøvekørsel. Umiddelbart så den OK ud og prisen var inden for vores budget. Men Roshan (vores chauffør), ejeren og jeg tager en køretur for at se om den lever op til vores kriterier. Roshan bemærker at den trækker til den ene side (sporingen er ikke i orden) og at støddæmperne bagi er tydeligt i uorden. Roshan siger det først på Sinhala, hvorefter ejeren truer ham (selvfølgelig med et smil på læben, så ham den hvide expat ikke skulle fatte mistanke). Roshan skal ikke at snakke dårligt om hans bil, ellers vanker der. Bagefter siger Roshan dette til mig, men han er jo bange for konsekvenserne fra ejeren, såfremt KN ikke skulle vælge den bil. Det viser sig også at ejeren (sjovt nok) kender en i vores finansenhed. Et andet eksempel, hvor chaufførerne kan være involveret er som nævnt serviceeftersyn, forsikringsskader, benzintankning etc. Det har jeg heldigvis endnu ikke observeret hos KN (men hvad ved jeg egentlig?), men det er de tilfælde hvor chaufførerne lægger pres på forhandlerne for at få kick-back.
Hver gang man tager et spadestik yderligere ned i disse processer eller forretningsgange vil du opdage noget nyt, som man skal vurdere om er i orden. Arbejdet herved er enormt og jeg vil tro at jeg kunne bruge det meste af min tid på dette. Men det er jo ikke kun derfor jeg er her. Så i sidste ende handler det nok mest om god mavefornemmelse (gut feeling) if. til om man kan stole på sine kolleger, sine service providers og sine partnere - fulgt op med uventede stikprøvekontroller. De gode lokale kolleger (dvs. dem hvis loyalitet overvejende ligger hos KN) ved fx. med det samme om en pris er rimelig eller ikke.
Ovenstående oplever de fleste udsendte nok ofte, men hvor er det irriterende en gang imellem. Det glæder jeg mig til at slippe for når vi engang kommer hjem til gamle Danmark - men hvem ved....? Måske det samme sker der, bare mere raffineret.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar